Mangler et godt navn til kapitlet (og det sidste). Er der nogen, der har nogle forslag?

Ejer stadig ikke Det Skjulte Rige. Det gør den fantastiske Clare B., der nægter at skrive en 4'er :(

Ps. Er jeg for resten den ene der er forgabt i denne histories Marak?

Tilbage er der hvis kun at sige: Nyd kapitlet og husk at trykke review!

Da vi igen kom ud af hans gemakker, stirrede varylvagterne chokeret på mig, da jeg kom gående i en af Maraks vamse, som han havde kaldt den. Han var så høj, at den dækkede det øverste af mine lår, og selvom hans blik øjeblikkeligt var gledet beundrende op og ned af mine ben, nægtede jeg at lade det få mig til at skifte. Det var stadig langt bedre end den frygtelige bryllupskjole, der bragte alle de forkerte minder med sig.

"Hvor er vi på vej hen?" spurgte jeg bekymret, mens jeg småløb ved siden af Marak. Jeg var lidt bange for at spørge, men det var stadig bedre end at gå i uvished. Hvis han igen ville vise mig frem for alle de monstre, ville jeg i det mindste kunne forberede mig selv mentalt.

"Det kommer an på, hvor du vil hen, smukke."

"Er det en fysisk umulighed for dig at svare på et simpelt spørgsmål?" Jeg bed mig selv i læben. Hvorfor var det, at i samme øjeblik han drillede mig, kom en af de spidse kommentarer bare flyvende ud? Før eller siden ville han miste tålmodigheden, og jeg brød mig ikke om tanken om, hvad han ville gøre ved mig, den dag det skete.

Men som sædvanlig virkede Marak ikke sur, men sendte mig i stedet et smil, der kun kunne beskrives som stolt. "Nej, smukke. Men jeg håbede, at du ville fortælle mig, hvor du vil hen. De første par uger af en varylerkonges ægteskab tilbringes sammen med hans nye kone. Prøve at glæde hende."

Jeg overvejede trist, hvor mange ofrer der havde været før mig. Hvor mange kvinder der havde lidt en så frygtelig skæbne. "Hvor mange… koner har der været før mig?" Han ville nok ikke ligefrem sætte pris på det, at jeg sagde ofre.

"Du er nummer 147, hvis jeg husker rigtigt, smukke. Vi kan se efter i optegnelserne en dag."

146 andre stakler, der havde levet mit mareridt, men til forskel fra mig både nat og dag. 146 uskyldige kvinder der havde mistet alt. "Optegnelserne?" gentog jeg, i stedet for at dele mine tanker med Marak.

"Dronningens Årbøger. Der er vist femogfyrre bind."

Jeg trak lidt på skuldrene. "Hvad er det?"

"Det er kongernes optegnelser om deres koner. Vil du gerne se dem?"

Jeg overvejede det. Bøgerne interesserede mig. Var det muligvis en måde, at finde ud af noget om alle de kvinder før mig? Om de nogensinde var kommet over tabet på deres verden. Om de nogensinde havde elsket deres ægtemand, sådan som Marak håbede, at jeg en dag ville elske ham. "Ja," svarede jeg ærligt. "Men… vil der ikke være andre i biblioteket nu?" Jeg brød mig ikke om tanken om at møde flere varyler end nødvendigt. Jeg ville for alt i verden bare undgå deres stirrende blikke.

"Det tvivler jeg på. De fleste fester."

"Fester?" Det lød forkert i mine øre. Det var svært at forestille sig de monsterlignende væsener fyre den af på et dansegulv.

"Fejrer vores ægteskab. Officielt varer festlighederne femten dage. Som et symbol for hver af de femten første fædre."

Det gik op for mig, at de nok ikke festede på samme måde som derhjemme med masser af alkohol og høj musik. Her var nok snarere fornemme balkjoler og vals.

Vi gik videre i stilhed, og til min lettelse forsøgte Marak ikke at få en samtale i gang, og vi passerede ikke ret mange varyler på vores vej til biblioteket. Marak holdt høfligt døren for mig ind til biblioteket, og jeg trådte målløst indenfor.

Det var i hvert fald noget andet end kommunebiblioteket derhjemme.

Rummet var fuldstændig cirkulæret og så enormt, at det tog pusten fra mig. Utallige bøger dækkede væggene, og det himmelhøje loft var dækket med malerier af den slags man så i gamle, romerske kirker.

"Det er… wow," mumlede jeg målløs. Selvom jeg ikke var nogen læsehest, havde jeg altid holdt af at slappe af med en god bog, men jeg var sikker på, at ikke engang sminkedukkerne i min klasse kunne være uberørt af dette rum.

"Wow?" Han hævede muntert det ene øjenbryn.

"Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige. Det er… wow."

Han lo dæmpet og tog min hånd. "Jeg regner med, at 'wow' i så fald er en god ting." Han trak mig med hen mod en af hylderne, og jeg kiggede interesseret på ham, da han stoppede op. Jeg kunne ikke se nogen stige, og hans kropsprog fortalte, at bogen han var ude efter ikke var nede i bunden. Så hævede omkring en kvadratmeter af gulvet sig pludselig, og jeg veg forskrækket tilbage – til Maraks åbenlyse morskab. Jeg så med store øjne til, som det hævede ham op i otte meters højde, inden det stod stille, mens han faldt adskillige bøger frem, for så at synke ned igen.

"Hvordan gjorde gulvet det?" spurgte jeg i samme øjeblik, Marak var nede på jorden igen. Jeg kunne ikke forestille mig, at de havde teknik til det. Faktisk troede jeg ikke på, at de havde så meget som en stikkontakt.

"Magi, min smukke brud," lo han muntert. "Hvad ellers?"

Jeg valgte ikke at svare, men tog interesseret imod nogen af bøgerne, som han rakte mig dem. De var smukt indbundne og skreg nærmest til beskueren, at de var ældgamle. Jeg blev pludselig nervøs for at ødelægge dem.

Marak førte mig over til en sofa, hvor jeg fraværende sank ned, mens jeg vendte og drejede bogen i hånden. Her havde en varylerkonge skrevet ordene ned om de kvinder, der som de eneste helt ville kunne forstå, hvad jeg gik igennem nu. Jeg åbnede den sultent, og skuffelsen vældede op i mig, da jeg opdagede, at jeg ikke kunne læse de dyrebare ord, der var skrevet med mærkelige symboler.

"Varylsk," forklarede Marak, der havde bemærket mit skuffede udtryk. "Jeg kan lære dig at læse det, men der vil nok gå adskillige år, inden du selv kan." Han lo til mig. "Jeg skal nok læse op for dig indtil da," tilføjede han tilbydende.

Jeg bladrede fascineret igennem bogen og bemærkede, som den ene skrift afløste den anden. "Hvad skriver de?" spurgte jeg ham.

Marak tog bogen ud af hånden på mig og lod blikket glide ned over siden. Så smilede han med noget, jeg mistænkte som lettelse.

"Denne historie er skrevet af Marak Hestetand. Han var gift med et menneske ved navn…" han tøvede, som han bladrede igennem siderne. "Laura. Det her er skrevet otte måneder efter deres bryllup. Skal jeg læse ordret op eller vil du have den korte udgave?"

"Ordret." Jeg rettede mig forventningsfyldt op og ignorerede Maraks muntre blik.

Han rømmede sig og begyndte.

"Lauras mareridt er vendt tilbage, selvom jeg troede – og tror – at hun er begyndt at få det bedre. Hun savner sin familie og græder over dem med få ugers mellemrum, men hun er også begyndt at smile til mig nu. Hun kaldte mig for længst ved navn og det er flere måneder siden, hun har adresseret mig med varylerkonge. Hun gyser ikke længere, når jeg rører hende, og oftere og oftere fylder glæden hendes brune øjne. Jeg er sikker på, at vores søn vil få hendes øjne."

Marak så interesseret op på mig. "Skal jeg fortsætte, eller har du først nogle spørgsmål?"

"Hvorfor er det med navnet så vigtigt? Og hvad mener han med, at han er sikker på, at deres søn får hendes øjne?"

Marak lo af min iver og lagde bogen fra sig. "Alle kongerne noterer, når hans kone for første gang kalder ham ved navn. Det viser, at hun ser ham som en person. Måske stadig ond, men trods alt ikke udelukkende et monster."

"Så dengang jeg kaldte dig ved navn…"

"Fattede jeg ikke, at jeg kunne være så heldig at finde en brud, der kaldte mig ved navn allerede før, vi var gift," afsluttede han sætningen for mig.

Jeg forstod ikke rigtigt, hvad han mente med at være heldig. Hvorfor skulle det rage ham - varylerkongen – hvorvidt jeg så ham som et monster? Det var jo ikke ligefrem, fordi han havde ventet på min tilladelse, inden han slæbte mig herned. Jeg skød tanken fra mig. "Hvad mente du med, at han håbede, at barnet ville få hendes øjne?"

"Det er lidt mere kompliceret. Tror du, du vil kunne følge med?" drillede han, men ventede ikke på svar. "Det er en varylerkonges pligt at kidnappe en kvinde og gifte sig med hende, men det er ikke nok. Han skal også finde ting ved hende, han beundrer, og det er bedst, hvis han bliver interesseret i hende. De ting en varylerkonge elsker ved sin kone – og den anden vej omkring – kommer deres søn til at arve. Det kan for eksempel være hendes eller hans øjenfarve."

Jeg kastede et blik på Maraks øjne og gøs. Han bemærkede mit ubehag og lo drillende. "Det bliver nok din øjenfarve, smukke."

"Hvad hvis du ingen af dem beundrer øjenfarven ved den anden?"

"Så får han efter al sandsynlighed en helt tredje øjenfarve. Ikke at vi behøver at spekulere på det. Vores søn vil få din," sagde han selvsikkert.

Jeg så usikkert på ham, ikke helt sikker på om han lige havde komplimenteret mig. "Beundrer du min øjenfarve?"

Marak smilede drillende til mig. "Ja, smukke. Hvorfor skulle jeg ikke det? Den er smuk."

Jeg flyttede utilpas på mig. Drenge havde før kaldt mine øjne smukke, men jeg havde altid været sikker på, at de bare håbede at få noget på den dumme. Det virkede ikke rigtig som Marak, og til min overraskelse opdagede jeg, at det virkelig betød noget for mig, hvorvidt han mente det.

"Er der…" Jeg tøvede, pludselig bange for at han bare ville grine af mig.

"Er der hvad, smukke?"

Og så igen lo han alligevel af mig hele tiden. "Er der… andet… du beundrer ved mig." Jeg kiggede ned på mine hænder.

Som frygtet lo Marak, og jeg rødmede ydmyget. "Dit hår," sagde han med et lille smil. "Jeg har aldrig set noget som det. Det har sådan en usædvanlig farve."

Jeg mærkede hans fingre glide igennem mine glatte, kedelige lokker, og det gik op for mig, at han ikke havde leet af mig. Jeg så op på ham igen.

"Leverpostejfarvet?"

"Det er ikke leverpostejfarvet," sagde han med et smil, mens han legede med lokkerne om mit ansigt. Han betragtede mig drillende. "Jeg gad vide, om vores søn ville få noget fra mig?"

Nej. Afgjort ikke. Hvad fanden troede han selv?

Okay, måske lige hans stemme. Helt klart hans latter. Jeg betragtede indtrængende hans ansigt, og det gik op for mig, at hvis man så forbi alle hans usædvanlige træk, var han faktisk… flot, hvor mærkeligt det end var at tænke. Han havde i hvert fald flotte ansigtstræk. Jeg rødmede og var dybt taknemmelig over, at han ikke kunne læse tanker.

Jeg trak lidt på skuldrene. "I hvert fald ikke din humor," mumlede jeg, og han lo igen.

Resten af eftermiddagen gik på at Marak læste forskellige historier op om de tidligere varylerkongers koner. Han læste ikke udelukkende op fra dem, der trods alt fik en nogenlunde lykkelig slutning, men også fra de ulykkelige, hvilket jeg i al hemmelighed var taknemmelig for. Det overbevidste mig om, at han ikke bare fandt på det. Marak lo af min chokerede reaktion, da jeg opdagede, at der fandtes alfer, men jeg var for forbløffet til at tage mig af det. Jeg havde taget på alfejagt, da jeg var lille, men var faldet og havde slået hul på knæet. At opdage at alfer fandtes var fantastisk, men det var afskyeligt at høre på historierne om de stakkels, fangede kvinder, der åbenbart alle sammen savnede stjernehimlen. Noget sagde mig, at de ikke ville bryde sig om New York City.

Jeg hørte om koner, der havde prøvet at slå deres mand eller endda dem selv ihjel, og efterhånden forstod jeg, hvorfor Marak syntes, at jeg var modig.

Der var kun én historie, jeg virkelig ønskede at høre, men Marak læste den ikke op for mig, og jeg turde ikke spørge efter den. Historien om hans forældre. Jeg spekulerede svagt på, om hans mor havde elsket ham og hans far, eller om hun havde hadet hendes egen søn, men det virkede som noget alt for personligt at spørge om.

Efter historien om dengang Marak Flagermusvinges kone fortalte ham, at hun ventede deres søn, samlede Marak bøgerne sammen, mens han smilede af mit skuffede udtryk. "Det er på tide med aftensmad," lo han. "Jeg har ikke fået noget siden morgenmaden."

Jeg opdagede til min overraskelse, at jeg også var sulten, men havde været så fanget af historierne, at jeg end ikke havde ænset det. "Bliver maden bragt op?" spurgte jeg bekymret. Jeg brød mig ikke om endnu engang at måtte udholde varylernes stirren, mens de satte maden fra sig. Maraks svar var dog endnu værre, end jeg frygtede.

"Nej, vi spiser i festsalen. Det er på tide, at mine undersåtter ser den konges kone, der hele tiden formåede at stikke af."

Jeg stivnede. Flere timer sammen med den monstrøse hob, der havde skreget af fryd, mens jeg nærmest blev tortureret, der alle sammen ville sidde og stirre på mig. Jeg gøs, men Marak så ikke ud til at bemærke det, som han trak af sted med mig. Jeg skulle lige til at kæmpe imod, inden jeg kom på bedre tanker. Selv hvis jeg formåede at stikke af, ville Marak bare udsætte mig for det samme i morgen nat. Eller natten efter det. Det svimlede for mig, som jeg indså, at jeg aldrig ville kunne stikke af fra Marak igen.

Festsalen var vist ligeså blærende som resten af det her sted åbenbart var, men jeg havde svært ved at se andet end de hundredvis af varyler, der alle tav, da mig og Marak trådte ind.

Mit hjerte hamrede så højt, at jeg var sikker på, at Marak kunne høre det, da han trak mig hen til et par pladser ved højbordet. Det svimlede for mig, som hoben bragte minderne om min bryllupsceremoni tilbage, og jeg sank taknemmeligt ned i stolen.

Marak så ikke ud til at ænse de mange stirrende blikke, som han fyldte begge vores tallerkener med mad, der sikkert var ekstremt lækkert, men som jeg var sikker på, at jeg ville kaste op, hvis jeg spiste noget af.

"Ikke sulten?" spurgte han afslappet, da jeg ikke gjorde mine til at begynde at spise.

Jeg rystede kort på hovedet og gjorde mit bedste for ikke at se på monstrene omkring mig. Jeg kunne føle Marak betragte mig, mens jeg stirrede intenst på mine knyttede hænder. Dog ikke så intenst, som hoben stirrede på mig.

Jeg kunne føle, at Marak lænede sig ind mod mig, og tvang mig selv til at kigge op i hans glødende øjne. "Kan du se varylen med de enorme, hvide horn?" hviskede han, så lavt at kun jeg kunne høre det. "Ham den høje, der sidder helt ude til højre i salen?"

Jeg tvang mig selv til at lade blikket glide hen over mængden, inden det endelig faldt på ham. Han lignede en djævel, og min kvalme tiltog.

"Ville du tro på mig, hvis jeg fortalte dig om dengang, da han var seksten og sneg sig ind i pigernes omklædningsrum? En af de mere magiske af pigerne kastede med ham med magi ud i toilettet, hvor hans hoved sad fast i flere timer. Takket været hornene."

Jeg stirrede på Marak. "Virkelig?" Jeg så på varylen igen. Han så ikke længere helt så skræmmende ud. Hornene var endda helt humoristiske nu.

"Kan du også se ham, der sidder omkring tyve pladser længere henne? Ham, der er helt dækket af lang, grå pels?"

Resten af aftenen var ikke en tiendedel så slem, som jeg havde frygtet, og hvis jeg skulle være helt ærlig overfor mig selv, så var det Maraks skyld. Han lokkede tålmodigt maden i mig, mens han fortalte underholdende historier om de forskellige varyler, som han prøvede at få mig til at finde i mængden. Det var lidt ligesom Find Holger med den undtagelse, at når man fandt ham, blev man belønnet med en historie, der for det meste ville have fået mig til at lægge flad af grin, hvis bare situationen havde været en anden.

Først langt senere på aftenen, blev jeg igen nervøs. Jeg vidste, at Marak havde sovet i samme seng som mig natten før, men at krybe ind til ham under dynen fik mig alligevel til at rødme. Jeg stod usikkert foran vores store himmelseng, iført den himmelblå natkjole jeg havde fundet i mit nye skab. Marak lå allerede i sengen, mens han betragtede mig med et lille smil. Jeg havde på fornemmelsen, at han nød mit tydelige ubehag.

"Kommer du ikke i seng?" spurgte han uskyldigt og bekræftede min mistro.

"Er nej en mulighed?" Jeg brød mig ikke om at sove ved siden af ham. Selvom jeg ikke længere var så bange for ham, som jeg havde været, tiltalte tanken om at ligge forsvarsløs og bevidstløs i hans arme mig ikke.

"Nej," svarede han leende og stod op for at gå over til mig. Hans blik gled beundrende over min krop, og jeg ønskede pludselig, at jeg havde tænkt mere på ærbarhed og mindre på komfort, da jeg valgte kjolen, der ikke engang dækkede mine lår helt. "Kom her," lo han muntert og fejede bogstaveligt talt benene væk under mig, inden han bar mig over til sengen. Jeg rødmede let, da han trak mig ind til sig, mens hans langsomme hjerteslag var så beroligende, at jeg ikke kunne få mig til at trække mig væk. Jeg mærkede hans fingre glide igennem mit hår, og hans anden hånd holde mig fast ind mod hans krop, men han prøvede ikke at gramse på mig, og jeg lod mine øjne synke i, mens jeg koncentrerede mig om hans hjerteslag.

Langsomt døsede jeg hen i en varylerkonges arme.

Nå, hvad synes i? Fantastisk? Forfærdeligt? Gudeskønt? Burde brændes?

Tryk review! :)